Om søndagen, både før og efter kirketid, er stranden et veritabelt fluepapir. Familier med 4-5 børn, bedsteforældre, madkurve, kølebokse, mindst 2 parasoller, transistorradio, bolde og badedyr kommer i en lind strøm fra parkeringspladsen allerede fra ved 8 tiden om morgenen. Man finder et godt sted og får pakket ud. Parasollerne skal op, men hvor er syd? Snakken går. Alt bliver vendt og drejet, mens man kommer i badetøjet. De første der kommer i vandet, er ungerne. De voksne har lige lidt mere, der skal diskuteres. Ungerne plager og efter et stykke tid, kommer de voksne også i det azurblå hav. Der råbes og skriges og der bliver sprøjtet og plasket. Alt er bare dejligt. Hurtigt op og tørre sig og få tændt for radioen. Rundt omkring er der tændt for vidt forskellige programmer, men det er der ingen der tager sig af; man hører alligevel ikke efter. Radioen skal bare være tændt. Ved frokosttid bryder mange op. Man lader det meste af sit habengut stå, og tager hjem for at få antipasta, spaghetti en kødret samt dessert, hvorefter man får sig en lille én på øjet. Ved 16-tiden kommer man tilbage igen, og kan nyde strandlivet i endnu nogle timer. Efter solnedgang, når badegæsterne er taget hjem til deres logi og har fået sig et afsvalende bad, mærker man en syden og boblen af liv på den smalle hovedgade i San Leone. Man skal ud og finde sig et sted, hvor man kan spise. Temperaturen er kommet ned på et niveau, hvor det er til at holde ud. Små dyttende og snerrende Fiat 500 blander sig med store Alfa Romeoer og Lanciaer samt trehjulede “lastbiler� tungt belæssede med store saftige vandmeloner. Det går stærkt, meget stærkt. Alle skal frem. Alle skal videre. Men trafikken bliver bremset af én, som har fået øje på en ven, som han lige skal hilse på. Medtrafikanterne er tålmodige. Indtil en vis grænse. Så begynder et sandt symfoniorkester af bilhorn. Alt imens zigzagger de tohjulede knallerter og scootere, i alle mulige afskygninger, sig uden om de holdende, på halsbrækkende vis. På nogle af scooterne sidder der kun en person. Andre har både 2 og 3 personer, og lige pludselig kommer der en hel familie på en stor japansk Honda, far ved styret, børnene i midten og moderen bagest. Styrthjelm er en by i Rusland. De to venner har fundet det bedst at slutte samtalen og siger “Ciao� til hinanden, og trafikken glider lidt igen. Ustandseligt sker der noget. En bilist skal ind på en sidevej, men det er der ikke nogen af de modkørende der tager notits af. Bilisten er nød til at stikke bilens snude frem for at komme over vejen, og alt imens farer cykler, scootere og knallerter forbi i en rasende fart. Fodgængere finder hurtigt ud af, at der sikkert bliver mulighed for at komme over vejen her, og vader lige ud, og som ved et mirakel, stopper trafikken i modkørende retning og bilisten, som skulle ind på en sidevej kan endelig komme over, for bare at finde ud af, at vejen lidt længere fremme er blokeret af en stor lastbil, som holder og læsser brænde af til pizzariaet. Så kan han få lov til at holde der og vente. Et andet sted skal en bil ud fra en parkeringsplads. Der er ikke andet at gøre, end at bakke ud, og håbe på at det går godt. Trafikken stopper igen i begge retninger, og to bilister, i henholdsvis en Fiat Punto og en stor Lancia har nu fået øje på den tomme plads. Hvem kommer først? Her gælder det om at være fræk, og turde tage chancer. Snuden på bilen skal så langt frem som muligt; det kan man også se, at Puntoen har prøvet før. Det gælder om at få gjort sine medtrafiklanter opmærksom på, at man er interesseret i pladsen. Vinduerne i bilerne er rullet ned, og der foregår en lidenskabelig ordveksling mellem passagererne i de to kørertøjer. Arme og hænder og et heftigt kropssprog bliver taget til hjælp for at understrege, at man virkelig mener sit forehavende. Pludselig kommer et par fodgængere ind for Lanciaen, og føreren i Puntoen ser sit snit til at få sin bil manøvreret ind på pladsen.  Lanciaen må køre videre og håbe, at der længere henne ad vejen er en plads. Længere fremme ad hovedgaden er der fodgængerzone. Og minsandten om det ikke bliver respekteret. Her kan man promenere for at betragte folk og for at blive betragtet. Her er boder med alverdens tingeltangel, men også boder med gode eksempler på siciliansk keramik og guld- og sølvsmedearbejder. Her kan man sætte sig, og få en lille kop caffé og en averna eller en sambuca, for hvad der svarer til en lille rund dansk ti’er. Imens promeneres der frem og tilbage. Den nye kæreste skal måske vises frem. Eller den lille ny baby. Her bliver talt alle mulige sicilianske dialekter blandet med italiensk. Alle taler. Gerne i munden på hinanden. Små vindtørre landarbejdere fra Agrigentos bagland, iført det pæne mørke jakkesæt med hvid skjorte og slips, blander sig med turister i shorts, t-shirts og badesandaler. Alle går frem og tilbage. Ind imellem stoppes der op for at betragte en af boderne, men det er tilsyneladende kun turisterne, der finder på at købe noget. Ikke en vind rører sig. Ved 21-tiden begynder det at blive mørkt og alle boder bliver illumineret. Det er en fantastisk aften - i San Leone er det bare sådan hver aften i sommerperioden.

  Â