På den vestlige del af Sicilien kan man opleve et monument, som man ikke kan se mage til andre steder. Det bedste synsindtryk får man, hvis man kommer fra syd, og kører mod nord til landsbyen Salaparuta. Før vi overhovedet når Salaparuta, kan vi langt fremme på bjergskråningen se en hvidgullig plamage, som langsomt vokser, jo nærmere vi kommer. Salaparuta er for øvrigt af arabisk oprindelse, idet landsbyen oprindelig hed “Menzi Salah�, hvilket betyder “Fruens lille landsby� med Paruta-familiens navn tilføjet.


Den store lyse plamage viser Gibellinas størrelse

Fra Salaparuta fortsætter vi videre mod nord af smalle, snoede og hullede veje. To biler kan med nød og næppe passere hinanden. Man kan højst køre 20 i timen. På de mange små “piller� på vejen kan vi se, at der lige har gået en flok får. Landskabet er nogle steder ret mistrøstigt med bygninger som ligger hen i ruiner.
Pludselig, efter endnu et vejsving, ligger et af verdens største landkunstværker foran os på den sydvestvendte bjergskråning. Indtil natten mellem den 14. og 15. januar 1968 lå landsbyen Gibellina her. Byen var centrum for et stort jordskælv, som den nat lagde den, og store dele af det vestlige Sicilien i ruiner.


Her kan man fornemme hvordan gader og
pladser har været i Gibellina


Beboerne måtte starte et nyt liv et andet sted. I dag, over 30 år efter, bor mange af dem i en ny by, Gibellina Nuova. Den blev anlagt ca. 20 km. væk, i den store brede Belice dal, tæt ved motorvejen mellem Palermo og Siciliens største fiskerihavn, Mazzaro del Vallo.
Men man har ikke glemt den gamle by, hvorfra man kom. I dag er Gibellina Vecchia et kæmpe mindesmærke, et stort monument.
Ideen med projektet, som kunstneren Alberto Burri har skabt, har været, at de tidligere beboere i Gibellina Vecchia skal kunne besøge det sted, hvor deres huse, deres værksteder, deres kirke og piazza lå. Hele ruinbyen er blevet belagt med ca. 1 m høj hvidgullig cementmasse, så de tidligere gader er holdt fri, og man kan bevæge sig inde i denne kæmpemæssige labyrint.



Bortset fra en enkelt fårehyrdes råb til den vildfarende flok er der fuldstændig stille i Gibellina Vecchia. Ingen turistbusser, ingen souvenirboder og ikke nogen geskæftig parkeringsvagt. Vi er de eneste der står og betragter dette mindesmærke, hvor livet foregik som i en hvilken som helst anden siciliansk landsby indtil den skæbnesvangre nat mellem den 14. og 15. januar 1968.
Landskabet er præget af afhøstede hvedemarker, hvis gule sprøde stubbe stadig står tilbage. Indimellem er der vinmarker, hvor druerne endnu har nogle måneder tilbage inden de skal høstes og frembringe nogle af de gode vine fra Salaparuta-området, f.eks. de hvide Corvo og Colomba Palantino vine. Andre steder er der olivenlunde, hvis sølvgrønne løv stille blafrer i den svage brise.
På vej væk fra Gibellina Vecchia passerer vi kirkegården. Den ligger på en østskråning, og som ved et mirakel blev den tilsyneladende ikke berørt af jordskælvet, - de forskellige familiemausolæer står intakte.