Sicilien - perlen i Middelhavet
Skrevet af Bertil d. 13. November 2005
Midtvejs mellem Messina og Palermo på Sicilien ligger den lille by San Stefano di Camastra. En charmerende og interessant by, berømt  som et af  kraftcentrene på øen for produktionen af keramiske arbejder. Byen, som ligger højt på et plateau lige ud til det azurblå Middelhav, ligger lige i centrum af et område, hvor der er store lerforekomster, som har dannet grundlaget for lertøjsfremstillingen siden gamle dage.
Ved et kæmpe jordskred i 1682 blev byen ødelagt, men den blev genopbygget igen i 1693, hvor den kom til at hedde Santo Stefano di Mistretta. Et navn byen beholdt lige frem til 1812.
I dag går hovedvej SS 113 igennem byen - den er simpelthen hovedgade i byen. Herfra går der et utal af sidegader vinkelret  til begge sider. Hovedvejen er en slags galleri, hvor man kan beundre de forskellige værksteders arbejder.  Værkstederne og butikkerne ligger som perler på en snor langs med hovedgaden. Man har mulighed for at komme tæt på og se, hvordan selve fremstillingsprocessen sker.
 

Solen skal have streger på
 
Da vi ankom til denne lille perle af en by en søndag eftermiddag, var der ikke særlig mange keramikbutikker  åbne.  
Indenfor i en af butikkerne sad indehaveren i bar overkrop i fuld gang med at male streger på solen,- symbolet på Sicilien. Temperatur og luftfugtighed var høj. Forståeligt at han svedte som et helt vandfald. Han var noget bekymret, for samme aften skulle Italien og Frankrig spille fodboldfinale om Europamesterskabet.
“Vi får store problemer,” sagde han. “Franskmændene er på hjemmebane i Paris og mest af alt ønsker de at slå os.”
 

Solen - symbolet på Sicilien
 
I forretningen kunne man købe meget lækkert keramik: vaser, kaffekopper, fade og skåle altsammen i lyse og livlige farver.
Det er en god ide at gå rundt at kigge i de forskellige forretninger - selv om priserne er næsten ens, kan man godt være heldig og finde lige præcis det fad man kunne tænke sig billigere det ene end det andet sted.
Som sagt ligger byen højt med en fantastisk udsigt over Middelhavet.  Minsanten om der ikke også findes en lille park med forskellige Middelhavstræer og hele parken er naturligvis belagt med keramiske fliser i alle mulige former og farver.
Butiksindehaveren fik ret. Italien kom i vanskeligheder mod franskmændene og tabte 0-1. En sort dag for italiensk fodbold.
 
Palermo, Siciliens hovedstad, som jo i sig selv er en kulturperle, med mange seværdigheder, skal opleves. Trafikkaos og et enormt menneskemylder er det første indtryk man får af denne by,. Igennem århundreder har kulturerne, den normanniske og den arabiske, levet side om side i fordragelighed, hvor resultatet bl.a. kan se i arkitekturen. Ud over det, må man nok sige, at også befolkningen naturligvis bærer præg af de mange forskellige folkeslag,der gennem tiden har gæstet og besat byen.
Palermo skulle ikke besøges denne gang. Vi skulle videre til Castellammare del Golfo, en fiskerby ca. 60 km. øst for Palermo.
Motorvejen går gennem den sydlige del af Palermo, og det er bare om at holde tungen lige i munden, for der er virkelig mange biler og scootere på vejen. Vejbaner eksisterer ikke - der køres på kryds og tværs og der køres stærkt. Scooterne farer koldblodigt ind og ud mellem bilerne - på nogle af de tohjulede køretøjer er der én passager andre har  2-3 stykker, - tit en familie med far,mor og barn.
På vej mod Castellammare del Golfo passerer vi tæt forbi det sted, hvor mafiaens fjender nr. et,  kendt fra “Operation Rene Hænder,”dommerne  Giovanni Falcone og Paolo Borsellino blev sprængt i stumper og stykker i  maj måned 1992.  Det var mafiaens reaktion på, at store dele af det italienske samfund ønskede at der skulle ske forandringer, således at mafiaen ikke længere skulle have et afgørende ord at sige i de fleste forhold.
Som turist på Sicilien mærker man  imidlertid ikke noget til mafiaen. Man ved, at den er repræsenteret i hver eneste lille flække, men interessen for almindelige turister kan gud ske lov ligge på et meget lille sted. Vi har kørt rundt på Sicilien de sidste 4 år og har aldrig følt nogen form for utryghed i den forbindelse. Tværtimod, så er sicilianerne meget gæstfrie og vi har kun mødt venlighed og hjælpsomhed.
Catellammare del Golfo, som ligger i bunden af den store bugt med samme navn, er en by på ca. 10.000 mennesker. Alle gader i den nyere del af byene er snorlige og går vinkelret på hinanden.
 
 
Panorama over Castellammare del Golfo
 
Nede ved havnen, som for en stor dels vedkommende er omdannet til en moderne marina, hvorfra der dog stadig er fiskerbåde som tøffer på havet tidligt om morgenen, finder man den oprindelige del af byen. Her er gaderne krogede og stejle og her ligger husene tæt. Vasketøjet hænger til tørre overalt. De gamle sidder i skyggen og får sig en passiar. Børnene spiller fodbold op af en mur og kattene kryber ind under de mange parkerede biler for at undgå den sicilianske sol. Ved middagstid går livet i stå i byen. Forretningerne lukker. Folk opholder sig indendøre -spiser frokost - får sig en lur.
Nede ved havnen kommer mange forbi for at se hvad der er på menukortet på de mange restauranter, der ligger her. Her kan man få cous-cous med fisk, grillet sværdfisk, alt godt fra havet og mange andre lækkerier.
 



En del af bådene bliver hevet op på stranden i havnen i Castellammare del Golfo.

 

I nærheden af Castellammare ligger flere store seværdigheder. 10-15 km inde i landet ligger det store gamle doriske tempel Segesta. Det er måske et af de bedst bevare i hele Italien og det ligger helt fantastisk i landskabet lidt isoleret på en bakketop. Templet består af 36 smukke doriske søjler som alle, sammen med gavle og gesimser er særdeles velbevarede. Lidt længere væk finder man resterne af et amfiteater, som ligger aldeles pragtfuldt højt på en bakketop. Udsigten herfra går over de gule solmodne hvedemarker og fortsætter langs motorvejen mellem Palermo og  Mazara del Vallo for at ende ved bjergtoppene nede ved Castellammare. På en klar dag kunne man godt tænke sig de 2500 år tilbage i historien for at opleve en græsk tragidie blive spillet her. Det må have været et fantastisk skue.
Herfra kan man fortsætte mod nord, mod San Vito lo Capo.Flere steder undervejs kommer man forbi  store marmorbrud, før man kommer til badebyen San Vito lo Capo. Her er en fortrinlig badestrand, som bliver besøgt af mange soldyrkere, men man skal blot bevæge sig nogle få km. mod øst før man kommer til et helt andet landskab, fyldt med det ene fantastiske natursceneri efter det andet.

  
Nationalparken Lo Zingaro tårner sig op øst for San Vito lo Capo
 
Fra badebyen kan man køre ad SS 187. På højre side ligger den vældig nationalpark Lo Zingaro og på vesntre side det blå, blå Middelhav. Flere steder på vejen møder vi en af de utallige, nu nedlagte, tunfangerstationer. Her blev tunfisken for blot 20-30 år siden forarbejdet men bl.a.  konkurrence fra flere Stillehavsnationer har lagt disse fabrikke øde. Specielt tunfangerstationen ved Lo Scopello ligger fantastisk med småøer ude i vandet, kraftigt bevokset med kaktus.



Fra nationalparken Lo Zingaro
 
Når man kommer til Uzzo, som også er en nedlagt tunfanger- station, er man nødt til at stille bilen, hvis man f.eks. vil opleve nogle af de 39 arter af fugle, som ruger i Lo Zingaro.
Nationalparken har alt man kan ønske sig. Stilhed og skønhed går op i en højere enhed. Her kan man se hvide sandstrande, det turkisblå Middelhav og bjergene som går op i næsten 900 m højde.
 

Der flettes bordskånere i skyggen - San Vito lo Capo
 
Ud over naturen har Lo Zingaro også arkæologiske seværdigheder, som for eksempel en grotte, der efter al sandsynlighed har været brugt til begravelser for mellem 6000 og 10000 år siden.
Oprindelig var det meningen at der skulle gå en ny vej fra Castellammere del Golfo til San Vito lo Capo på østsiden af nationalparken, tæt på vandet men heldigvis fik befolkningen, naturaktivister og medierne sat en stopper for det.
 
Turen kan fortsætte ned langs kysten til den store vestlige by på Sicilien, Trapani.
Lige før vi kommer til Trapani, hæver et stejlt klippemassiv sig op i en højde på 751 m. Heroppe grundlagde elymerne, den sicilianske urbefolkning, deres by Erice. At køre herop ad den stærkt snoede serpentinervej er en utrolig oplevelse. Der er en vid udsigt til Lo Zingaro mod nordøst,  De Egadiske Øer mod vest og lige nedenfor havnebyen Trapani, hvor der mod syd ligger store  kridhvide saliner (saltbassiner). Tidligere blev havvandet pumpet ind i salinerne med vindmøller - i dag har elektriciteten overtaget dette job. Når vandet fordamper under den brændende sicilianske sol, er der Middelhavssalt tilbage.
Desværre må man også her sige, at saltudvindingen ved Trapani er et erhverv i tilbagegang. Det vidner forfaldne huse og vindmøller i den grad om. I byen Nubia syd for Trapani ligger et lille saltmuseum, som absolut er en messe værd.
 

Saliner ved Trapani
 
Tilbage til Erice. I byen, som blev grundlagt af elymerne, kan man stadig finde spor af denne oprindelige sicilianske stamme, nemlig dele af bymuren fra det 8. årh. f. Kr.
Det er en helt speciel oplevelse at gå rundt i byen, specielt når skyerne kommer drivende ind fra vest. Byen bliver med ét indhyllet i tåge, og man føler sig hensat til den mørke middelalder med gamle middelalderhuse og stenbelagte gader. Naturligvis er adskillege film blevet indspillet her - de naturlige kulisser har i den grad været til stede.
Elymerne anvendte Erice som  kultsted for frugtbarhedsgudinden Astarte. Senere kom grækerne og  byen blev hjemsted for Afrodite og sidst kom romerne med Venus. Erices største seværdighed er Castello di Venere som blev bygget af normannerne i 11-1200 tallet oven på templet for Venus.
 
Fra den vestlige del af Sicilien bevæger vi os mod øens sydligst punkt, Capo Passero, som rent faktisk ligger længere mod syd end det nordligste punkt i Afrika.
Langsomt ændrer landskabet karakter. Hernede mod syd er der mere barskt. Ikke nogle store citrus-eller mandelplantager. Ingen eller kun få vinmarker. Stort set ingen olivenlunde. Ingen korngule hvedemarker. Derimod kæmpe områder med enorme placticdrivhuse, som om sommeren er fyldt med de violette auberginer og duftende meloner og  om efteråret bliver tilplantet med Pachino-tomater (Cherry-tomater) som vi herhjemme i det vinterkolde Danmark kan nyde i december, januar og marts. Pachino-tomater som dufter af noget og frem for alt smager som tomater skal smage.
Det er utroligt at se, hvordan landmændene på den sydlige del af Sicilien har fundet ud af at dyrke jorden med forskellige afgrøder hele året. Mange steder finder man bl.a. tomat-kooprerativer som videreforarbejder det røde guld, tomaterne.
Årsagen til, at det foregår i drivhuse, fik vi fortalt, er, at om sommeren skærmer drivhuse for den meget stærke sol og om vinteren er drivhusene med til at holde på varmen.
 

Drivhuse ved Pachino på den sydlige del af Sicilien
 
Helt hernede mod syd ligger den lille by Portopalo di Capo Passero. En lille søvning flække som ernærer sig dels ved fiskeri og dels ved turisme. Byen har Siciliens næststørste fiskerihavn, hvor det bl.a. er muligt at købe  friske Middelhavsfisk direkte fra kutterne når de kommer ind om morgenen. F.eks en spatola - en ca. 1 m lang sølvglinsende fisk. Stor mund og store øjne samt en aflang og slank krop. Skåret i stykker og grillet med siciliansk brød og gode grønsager og tomater til, er det et måltid man kan nyde, mens solen går ned over de uendelige rækker af aubergine- og melonfyldte drivhuse.